Dating en damer

hva er den beste dating appen for å finne norsk damer i 35 til 49 årene som ungkar i tidlig 20 årene

2020.07.03 00:36 hmmnorskredditlol hva er den beste dating appen for å finne norsk damer i 35 til 49 årene som ungkar i tidlig 20 årene

Kansje litt rart å spørre om dette her men jeg fant egentlig bare dritt på nette så lurt på om noen viste noe om dette her, og siden det er om norge tenkte jeg det var verdt et shot. Ser ikke etter noe sånt cougar greier nødvendigvis men et sted hvor det er mulig å få en date med eldre dammer. Har merket at jeg kommer mye bedre overrens med eldre damer og er mer interessert i de så vis noen kunne si noen apper eller nettsteder som fungerer bra ville det vært flott
submitted by hmmnorskredditlol to norge [link] [comments]


2018.10.20 15:19 hundesel1 Hvordan kan jeg godta mitt eget ansikt og høyde

Jeg ser rett og slett ikke ut. Jeg skjønner at mange her vil si at det er det " indre" som teller, men når man ser ut som et muggent gresskar så hjelper det lite når det kommer til dating. Jeg begynner å nærme meg 30, har hus bolig, venner, men aldri hatt kjæreste eller noe i nærheten av å ha det. Jeg føler jeg blir frustrert fordi jeg veit at kroppen eller " personligheten" ikke er et problem. Men jeg ser rett og slett ikke ut, jeg er det du vil kalle en "stygg kar":
Jeg trener og holder meg i form ,det hjelper lite å være stygg og såvidt 166cm. Føler jeg ikke har noe å tilby damer. Blir lei av å bli sett på som den " morsomme" i venne gjengen og han som alltid lager liv. Realiteten er at jeg vil heller dø, har ikke planer om selvmord men har ingenting imot å dø i morgen. Jeg er glad og livlig men innerst inne sliter jeg med selvbilde.

Skjønner at mange kan tro at dette er teit og henge seg opp i , men jeg savner menneskelig kontakt, når du er 30, ukyssa ,jomfru så påvirker det psyken til en. Skjønner ikke helt hva jeg skal gjøre.

Har prøvd nettdating med dårlige resultater, de fleste svarer ikke etter at jeg sender dem bilde av hele kroppen hvor høyden min er inkludert.
Jeg spør fordi jeg ikke vil til fastlegen eller psykolog for å snakke om dette, er det noen som også sliter med selvbilde? isåfall hva gjør dere for å komme over det?

submitted by hundesel1 to norge [link] [comments]


2018.06.03 18:19 ensomtaber32 Dating sider i DK

Hej Reddittere
Er blevet meget ked af ikk at have nogen at dele hverdagen med så vil prøve at date, men har ikke nogen erfaringer med hvordan man gør :( Nogen siger tinder men jeg synes at det er meget overfaldisk og jeg er ikke sådan særlig pæn så bliver nok bare swippet til den forkerte side. hehe
Jeg er en mand på 32 der bor langt ude i ingenting og har ikk rigtig venner at gå i byen så kan ved ikke hvor jeg kan møde damer
Har i nogen erfaring med seriøse dating sider der også er gode når man er grim?
Og undskyld er ikk så god til at skrive
submitted by ensomtaber32 to Denmark [link] [comments]


2017.10.06 15:50 randomnorgebruker Vet ikke hvor ellers jeg skal spørre om dette. 25 år gammel ufrivillig norsk jomfru. Tips?

Som tittelen antyder. Jeg vet ikke om dette er riktig forum for denne typen poster, men siden klaraklok.no er lagt ned og lommelegen.no koster spenn, prøver jeg her. Dette handler om noe personlig, så om du ikke bryr deg, ikke les videre.
Jeg er mann som bor i Oslo, og jeg har null erfaring med jenter. Har aldri fått så mye som et kyss. Dette er ikke på grunn av noe valg jeg har tatt. Jeg sparer meg ikke til "den rette". Jeg har aldri sagt nei til noen sjanser. De har bare aldri vært der. Jeg har flere ganger prøvd meg på jenter og spurt dem på date, men ingen har vist meg interesse. Jeg er over 190cm, 95 kilo, og over snitt utseende.
Jeg ble mobbet siden barnehagen. På barneskolen fikk jeg kallenavnet "dritt", og ble utstøtt sosialt. Alltid valgt sist til lag, aldri valgt som partner til gruppe, ingen ville sitte ved siden av meg på bussen, selv når alle andre seter var tatt. På ungdomskolen gikk denne mobbingen over på ydmykelse. Bursdager slutta jeg å feire da jeg var 13, ettersom ingen som var bedt kom på 12-årsdagen min heller. Gjennom hele ungdomstiden var det en "sport" å holde fester totalt hemmelig fra meg, for så å skryte av alt det kule som skjedde på festen til meg dagen etterpå. Så langt i livet har jeg aldri blitt bedt på noen privat bursdag eller fest. På videregående ble det enda værre. Jeg betrodde til en klassekamerat jeg trodde jeg kunne stole på i 10. klasse at jeg aldri hadde kyssa en jente. Dette ryktet spredde seg lynraskt, og hele videregående-kullet visste at jeg var "han ukyssa" før de visste navnet mitt. Dette var et rykte som holdt seg gående helt ut Vg3. I VG1 var det dessuten en som hadde gått i klassen min siden barneskolen som lagde et "prank" med de nye skoledatamaskinene, og la inn barneporno på min mens jeg var ute i friminuttet. Dermed fikk jeg også rykte for å være "pedo". Dermed ble også VdG et helvete for meg. Det hjalp heller ikke at jeg var forelska i ei jente jeg hadde null sjangs med i 5 år, og at hun ble fornærmet over at jeg trodde jeg hadde en mulighet.
I løpet av skoletiden var jeg hos helsesøstre og gjennom ungdompsykatrien og ble nøye evaluert - ADHD, ADD, autisme, asberger, adferds/lærevansker, alt mulig.... Og alt testet negativt. Da jeg var 15 ble jeg målt til 138 IQ og "over gjenomsnittlig" emosjonell intelligens. Jeg gikk til psykolog og psykiater i flere år - og de mente at det ikke var noe galt med meg, at jeg kun hadde vært uheldig med mitt sosiale miljø.
i 2011 gikk jeg ut av VDG. Jeg hadde jeg ingen venner, var fast mobbeoffer og syndebukk. Jeg prøvde å engasjere meg som russ, men russestyret holdt meg bevisst utenfor, og lot være å varsle meg om samlinger og arrangementer. Dette fikk jeg høre fra styreformann ansikt til ansikt var "for mitt eget beste". Jeg tok ingen russeknuter, og blei spysjuk på russetreffet. Noen bil var jeg ikke på, selv om jeg prøvde å bli med... Avangsåret var kanskje det værste når det gjaldt sosial utestengelse. For å få en ny start sosialt, begynte jeg så på folkehøyskole... Og der gjorde min manglende sosiale erfaring at jeg blei utstøtt igjen. I noen av klassene jeg tok rottet flere seg sammen for å late som ovenfor meg at klassen var avlyst, slik at de kunne ha den uten meg. Jeg prøvde også å bli med flere jenter og gikk ut på fylla, men ingen var interessert... På slutten av året var jeg forelska i ei ny jente, og hun endte opp med å ha sex med romkameraten min vegg til vegg med mitt internatrom. Jeg kunne høre de dreiv på i timevis. Det var tortur.
I 2012 prøvde jeg å få jobb. Jeg har ~4.5. snitt fra VdG, så trodde det skulle være enkelt å få seg jobb. Jeg prøvde i to år, med NAV, hundrevis av søknader, jobbsøkekurs, utnytting av nettverk, fulgte alle mulige råd.... Jeg prøvde å få frivillig arbeid slik at jeg kunne bygge CV, men dette krever erfaring for å få også.... Landa tilsammen et halvt dusin intervju, men fikk ingenting pga. mangel på erfaring. Pga pengemangel er jeg da stuck her i Norge. Det var også i denne perioden mamma og pappa begynte å droppe så ikke subtile hint som "Det er greit om du er homse, vi aksepterer det", og "Du trenger ikke være flau over oss hvis du vil ta med ei jente hjem". Jeg er ikke homse, og skulle gjerne tatt med jente hjem. Pappa ble gift da han var 22, så han har neppe peiling.
Derfor begynte jeg på universitetet i 2013. Jeg bestemte meg for å gi 110% på engasjement sosialt og akademisk. Sosialt er det helt tomt. Jeg prøvde å gjøre meg aktiv i faddergruppa og flere foreninger, snakke og være så åpen og imøtekommende som mulig, skaffe meg nye venner. Nå er jeg halvveis på masteren min, 4 år senere, og jeg har fortsatt ingen venner eller sosial sirkel. Noen kjente ansikter er det jo, men ingen merker forskjell om jeg er der eller ikke... Ingen har heller bedt meg med på noe som helst. Det er alltid jeg som må dytte og vise alt initiativ, og så fort jeg slutter å mase, gidder ikke folk holde kontakten. 90% av medstudenter har sine "sirkler", og det er umulig terskel å bryte inn. På jentefronten har jeg prøvd å bli kjent med jenter på studiene mine, og prøvd å vise interesse. uten noe hell. Jeg kan telle 7 forskjellige jenter jeg har bedt med ut på alt fra uforpliktende kaffe til date de siste fire åra, og ingen har sagt ja... Jeg kan forøvrig si at jeg aldri har besøkt ei jente heller, og har aldri hatt date. Prøvde å finne hore i 2014 og blei nesten tatt. Jeg fant escortepike som jeg hadde nummer til og bokmerket i nettleseren min. I de få dagene jeg samla mot til å gå gjennom med det, ble escortesiden avslørt i Dagbladet som en politifront for å ta horekunder. Hadde jeg gått gjennom med dette, ville jeg vært både jomfru og sexforbryter samtidig. Har altså lite lyst til å kjøpe sex etter denne opplevelsen.
Jeg har alltid vært villig til å gjøre alt med jenter. Klining, sex, dating, hva som helst. Prøver å ikke tenkte på det, men jeg begynner å bli desperat. Jeg blir liggende våken i sorg å tenke på det. Det føles som om jeg blir aktivt nektet en vesentlig del av voksenlivet og det å være menneske.
Jeg swiper alle Tinder-profiler innen 35km rekkevidde hver dag. Har 2 brukere, en med seriøs profil, den andre en ONS profil. De 2-3 matchene jeg får slutter å svare etter et par utvekslinger uansett. Samme på Sukker.no. Jeg har frekventert flere barer i Oslo på jakt etter gira jenter, men de gir meg aldri noen oppmerksomhet selv når de er fulle... ingen romkamerater eller studiekamerater er aktuelle for dating heller. Prøvd ca 50 "cold approach" på universitet og i politisk engasjement, men har alltid fått nei... Til og med prøvd å spontant kysse fulle damer på dansegulvet en 4-5 ganger. Blir selvsagt avvist.
Erfaringsmangelen min begynner å bli et enormt hinder. Jeg prøver å "fokusere på meg selv, ikke ta det så tungt", osv. Men sexlysten og det sosiale savnet har bare økt med åra, og hvis rådet ditt er "slutt å bry deg", kan du holde kjeft. Dette er ikke frivillige tanker. Det er en stadig plage for både konsentrasjon og søvn, bare for å nevne det mest irriterende. Værre blir det at jeg ikke vet hva jeg gjør feil. Hvordan er det meningen jeg skal lære å bli bedre hvis jeg aldri får noe positivt resultat uansett hva jeg gjør? Jeg tar godt vare på utseende og oppførsel, og alle rådene jeg ser på slike situasjonene virker så naive.... "finn ei full dame", eller "Bli kjent med ei som liker deg". Skulle gjerne det. Jeg har tatt alle sjanser jeg har visst om siden jeg var 14, uten hell.
Til oppsummering: Arbeidsledig student som er iferd med å bli ferdig som er 25 år og ukyssa jomfru. Har prøvd alt mulig rart for å bli akseptert sosialt og romantisk. Uten suksess. Pengelens og uten nettverk. Få framtidsutsikter. Bør også nevne at jeg har diagnosen ME, noe som begrenser hvor mye jeg orker av gangen.
Jeg har bare så jævla lyst til å kjenne en kvinnekropp inntil meg. Hva skal jeg gjøre?
submitted by randomnorgebruker to norge [link] [comments]


2012.12.03 08:15 FelixAntoineTremblay Rectifions les faits rectifiés - Réponse au communiqué de Louis Marquis

Il est tout à fait honorable de la part de l’École de technologie supérieure (ÉTS) d’avoir fait suite à l’article Les Étudiants et étudiantes mis à contribution pour des fantaisies immobilières paru dans l’édition de novembre du Journal étudiant de l'ÉTS (JETS). Toutefois, considérant l’avantage incontestable de sa méthode de diffusion, il aurait été de bonne guerre d’inclure l’article auquel elle fait référence. Par ailleurs, il est à noter que cette édition contenait une erreur de montage et que dans l’article, entre le quatrième et le cinquième paragraphe, la phrase suivante aurait dû être présente et joindre ces mêmes paragraphes : « On peut légitimement se demander en quoi il est si anormal pour une université d’offrir des locaux dédiés à la vie étudiante qu’elle doive quémander une subvention de la part de ses étudiants et étudiantes pour les financer ».
Fantaisie¹ immobilière
La lettre de réponse de l’ÉTS critique la comparaison, dans l’article, entre la Maison des étudiants [sic] (MDÉ) et les projets controversés des autres universités. Le fait est que c’est parfaitement légitime, car en quoi l’ÉTS devrait-elle être exclue de la masse universitaire? En ce qu’elle gère bien ses fonds? Possiblement, toutefois, l’absence de mauvaise gestion par le passé ne protège pas l’ÉTS des erreurs futures, c’est d’ailleurs ce qu’on apprend dans les cours de gestion dispensés par l’ÉTS. La MDÉ est donc comparable aux autres projets et l’histoire montre clairement que les étudiants et étudiantes font bien d’être méfiants par rapport à un tel développement.
Pour ce qui est du côté fantaisiste de la chose, il semble que l’ÉTS se justifie par la fréquentation accrue de son établissement, ce qui est conséquent. La capacité théorique établie de l’ÉTS est en ce moment dépassée, mais le gouvernement du Québec a des standards précis pour investir dans un projet de ce type et ceux-ci ne sont pas encore atteints. L’ÉTS compte donc damer le pion au gouvernement et développer son campus sans subvention directe du gouvernement. Il faut ici faire la distinction entre développer son campus, fantaisie¹ immobilière, et augmenter sa capacité, car dans le projet de la MDÉ, jamais il n’y a mention de l’ajout de quelconques locaux de classe.
On pourrait supposer que les locaux déplacés dans la MDÉ tels ceux des Services aux étudiants [sic] seront transformés en locaux de classe. Par contre, si c’est à la logique des étudiants et étudiantes qu’on en appelle dans ce document, ne serait-il justement pas plus logique d’inclure directement de nouveaux locaux dans la MDÉ, advenant que ce soit vraiment le but recherché? L’ÉTS n’hésite pourtant pas à déclarer que son document Présentation de la Maison des étudiants [sic] est tout à fait clair.
Document de présentation trompeur² et référendum éclair
Après plusieurs semaines de consultations fréquentes du document Présentation de la Maison des étudiants [sic] daté du 11 septembre, il est toujours difficile d’assimiler et comprendre ce document nébuleux. Du haut de ses 59 pages, il en contient un total de 33 sur le projet dans ses formes précédentes contre seulement 17 pour sa forme proposée. La clarté est évidemment subjective et il est aux lecteurs et lectrices d’en juger, mais on peut tout de même critiquer l’absence de retour textuel sur tout ce qui a été retiré des versions préliminaires du projet.
Il est important de rappeler que la compréhension, nonobstant la clarté du document quelle qu’elle soit, est tributaire du temps de réflexion mis à la disposition des membres de l’AÉÉTS. Le référendum Internet tenu en vitesse, clos le 17 septembre à 24h00, a laissé une période « considérable » de sept jours pour cette réflexion, suite au dévoilement de la dernière itération du projet. Toutefois, on ne compte que cinq jours entre la mise en circulation électronique du document, le 13 septembre, et la clôture du référendum. De plus, seul un document de la partie promotrice du projet a été publié, ce qui est normal dans un contexte commercial, mais qui l’est moins dans une optique de collaboration et de respect pour ses étudiants et étudiantes. D’ailleurs, il ne faut pas oublier que cette consultation éclair s’est tenue environ deux semaines avant l’arrivée de la cohorte d’octobre. Cette cohorte pour qui la période du 11 au 17 septembre correspondait à une période d’études à un rythme insoutenable. Ces membres n’ont donc pas eu l’occasion de participer pleinement au processus qu’a été le référendum sur la MDÉ.
Même si ces étudiants et étudiantes avaient voulu pleinement participer, aucune assemblée générale ni séance de plénière n’a été tenue entre la publication du document et la clôture du référendum. On a par contre tenu une séance de discussion Internet le 13 septembre à 15h15 avec le directeur général de l’ÉTS, ce qui contrevient aux règles⁴ d’un référendum, mais ce n’est rien de nouveau. Cette publicité pendant le référendum est décriée par plusieurs depuis le jour du dévoilement des résultats du référendum, dévoilement ayant par ailleurs eu lieu suite à celui destiné à l’administration, un autre accroc au protocole⁵.
Fonds publics⁶
Pour ce qui est de l’utilisation de fonds publics⁶, il est très important de noter que dans sa lettre de réponse, l’ÉTS prend soin de préciser en conclusion : « financement public provenant du ministère de l’Enseignement supérieur ». Cette distinction a pour effet de séparer les fonds publics⁶ des fonds publics⁶ de provenance gouvernementale. C’est qu’en tant qu’organisme public, le financement de l’ÉTS vient de deux endroits, de l’État et de ses autres sources de financement, notamment ses étudiants et étudiantes et ses partenaires commerciaux. Toutefois, l’ensemble de ces fonds est public en ce sens qu’il appartient à un organisme public.
Il ne faut pas oublier que chaque dollar dépensé dans la MDÉ est un dollar qui aurait pu être investi dans la fonction première de toute université, l’éducation. Bien que l’ÉTS se défende en affirmant que les revenus commerciaux sont suffisants pour financer son projet, dans son cadre financier, on note que le flux financier total sur les 25 premières années sera de - 3 831 147 $. Ces fonds auraient pu être investis dans l’éducation pendant ces 25 années.
Pour ce qui est de la subvention annuelle de 390 000 $, on suggère que celle-ci sera perçue au montant de 20 $ par session par étudiant et étudiante pour trois sessions⁷ par année. Cependant, avec de possibles variations à la baisse dans le nombre total d’étudiants et d’étudiantes inscrits, soit moins de 6 500, la résultante serait une baisse de revenus. Forcément, cette baisse devra être compensée par une entrée d’argent extérieure. Celle-ci viendrait possiblement des FIO ou des fonds gouvernementaux. Il faut savoir que la contribution de 20 $ est, si l’on se fie aux dires du directeur général lors de la présentation du 11 septembre, un montant maximal et ne pourra donc pas compenser une possible baisse de fréquentation.
Pour conclure, le projet de l’ÉTS est parfaitement comparable aux autres projets semblables et est, par le fait même, risqué. Le document de présentation est tout à fait trompeur² et le financement du projet est problématique, autant au niveau éthique qu’économique. Pour ce qui est de la bonne foi de l’administration en ce qui a trait aux consultations dès 2008, il est à noter que la version finale fait presque totalement abstraction de celles-ci. Quant à la « forte utilité » des commerces de la MDÉ, l’ÉTS accueille déjà un guichet bancaire et autour de l’université se trouvent une Caisse Desjardins à 600 mètres ainsi que deux pharmacies et une clinique médicale, sans rendez-vous, dans un rayon de 850 mètres. Il y a fort à parier que cette abondance fait déjà amplement l’affaire des résidants et résidantes du quartier. Par ailleurs, il serait intéressant de voir les études qui appuient la conclusion pompeuse de la lettre de réponse de l’ÉTS.
Félix-Antoine Tremblay
Génie de la construction - ÉTS
N.B. Toutes les dates mentionnées réfèrent à l’année 2012
Fantaisie¹ Désir bizarre, fantasque, ne correspondant à aucun besoin essentiel (Larousse)
Trompeur² Qui trompe³, induit en erreur, fait illusion (Larousse)
Tromper³ Échapper à quelqu'un, à sa vigilance, son attention, [le] déjouer par ruse, feinte. Faire faire à quelqu'un une erreur de jugement, d'appréciation (Larousse)
Règles⁴ Référence à l’article 1.4.5. de la charte de l’AÉÉTS (selon la version disponible aux membres - 2012.1.)
Protocole⁵ Référence à l’article 1.4.17. de la charte de l’AÉÉTS (selon la version disponible aux membres - 2012.1.)
Fonds publics⁶ All moneys deposited with the college regardless of source (e.g. state and federal funds, grants, contracts, donations). (Collège communautaire du comté de Suffolk, glossaire des termes financiers)
Trois sessions⁷ Il n’est pas obligatoire pour chaque étudiant et étudiante de s’inscrire à trois sessions par année ce qui peut également modifier les revenus
submitted by FelixAntoineTremblay to etsmtl [link] [comments]